Anmeldt af David Pontoppidan

Er du til rock, indie og 'syret' musik, er dette album lige noget for dig. Det skulle man ihvertilfald tro.

Det har mange spændende navne med, hvor kun 3 skiller sig ud fra de andre ved at være kendte, nemlig Garbage, Hepburn og Christophe Beck. Men bare fordi man ikke er kendt, betyder det ikke at man ikke kan lave musik, og det beviser K's Choice, Superfine, Face To Face og Four Star Mary.

Albummet starter (tør jeg sige naturligvis?) med Nerf Herders Buffy intro. Hvis det er volapyk for dig, kan jeg sige, at det er den sang de spiller hver gang Buffy starter. Derefter følger der et virkelig fedt nummer med Guided By Voices, hvor der er en fed synthesizer start, hvorefter nummeret slår over i det mere rockede, med guitar og trommer, der akkompagneres smukt af et baggrunds keyboard

Derefter følger det bedste nummer på pladen, Garbage med 'Temptation Waits'. Den starter ligesom den foregående sang med en stille synthesizer der 'arbejder sig opad', hvorefter der kommer mere og mere tryk på. Til sidst kan du ikke sidde stille, og sidder og vipper frem og tilbage til det futuristiske musik, der brager ud af højtaleren. Dog må man sige at refrænet er noget Cardigans inspireret, men de slipper godt af sted med det!

Men desværre trappes der så lige pludselig voldsomt ned, både i hastighed og kvalitet, til et band der kalder sig for Velvet Chain. De spiller noget underligt stille musik, der i og for sig har sin charme, men ikke passer ind i billedet. Og det bliver værre. For efter dem følger Hepburn, et engelsk pige-band (bvadr!), der spiller en sukkersød sang ved navn 'I quit'. Og det bliver ikke bedre af at forsangeren er cockney (dvs. taler arbejder engelsk). Det ville være lidt ligesom en dansk popsang hvor de sang ravjydsk. (Det er me' der stå herude og banker på a' dør, e'gå, og beddder da' om a' forstå, e'gå)

Men heldigvis begynder det derefter at gå lidt op af igen. Furslide spiller en fin sang, hvor de formår at lave en god rocksang (med xylophon i!! Ja det er ikke kun i børnehaven at man bruger dem) og efter dem følger en endnu bedre sang med Bif Naked. En spændende stemme giver sangen meget sjæl og selvom sangen er meget dyster i det, passer den fint til Buffy albummet. Den mystiske dystre stil fortsætter med K's Choice's sang 'Virgin State of Mind', kun afbrudt af en god sang af engelske Black Lab der er meget indie inspireret. Derefter følger Superfine, der blander det dystre med noget indie og får en spændende sang ud af det, der dog er noget triviel i teksterne.

Men så skal der ruskes op i den lytter, der efterhånden er blevet et nervevrag efter alle de dystre sange. Det sørger Face To Face for med nummeret 'God is a Man', der virkelig rocker, uden at kaste folk ud i en ekstrem. Men synes folkene bag albummet, at det måske var lidt for rocket? I hvert fald sætter Kim Ferron rytmen noget ned, men hun overlader det til Alison Krauss & Union Station at få en til at falde i søvn. Om end en meget smuk sang af Alison Krauss, med en ligeså smuk tekst og kun en guitar i baggrunden, men det er synd at albummet kommer helt ned på så stille et niveau.

The Sundays rusker en smule op i tempoet, men det er også det eneste der er muligt!! Og så tager Four Star Mary fat. Det sjove ved Four Star Mary er, at det er det band der leverer den musik, som Dingoes Ate My Baby 'spiller'. Dingoes Ate My Baby er det band som Oz spiller i, hvis du skulle være i tvivl. Sangen rocker virkelig, og det er ligesom en liter vand i Sahara eller en tandbørste i Candyland i dette tilfælde! Efter denne sang sidder man lidt og tænker, at nu må det blive fedt. Ak ak ak! For endnu en gang sætter Splendid rytmen ned, med en forsanger der mildest talt har et ynkelig forsøg på en stemme.

Og så når albummet ved gud bunden, med Rasputina, der ikke helt er klar over hvad rytme er. Sangen går op og ned, mens en violin mishandles i baggrunden. Ved vejs ende sættes farten helt ned til snegleniveau, med Christophe Beck, der spiller Buffy og Angels 'Love Theme' kaldet 'Close Your Eyes'.

Altså kan man konkludere, at de fleste af sangene er gode, hver for sig, men de passer overhoved ikke sammen! Det er som om, at produceren ikke ved hvilken musikstil albummet skal høre inde under. Noget der samtidig kan skabe diskussion er, hvorfor Sarah McLachlans 'Full of Grace' fra 'Becoming - part 2' ikke er med!

Inlayet (folderen) er ret dårligt. Du får et par billeder, og det er så det! Meget skuffende, når man tænker på at der var stillet så høje forventninger til albummets udgivelse. Det indeholder en minimal og ubetydelig spoiler for folk, der stadig ser sæson 3.

Jeg håber at det næste soundtrack, der vist udkommer en gang i foråret 2001, bliver bedre end dette. Hvis du er Buffy fanatiker, vil jeg foreslå dig at købe det, men hvis du bare leder efter noget godt musik, kan du sagtens finde noget bedre!!

Se også oversigt over alle melodierne og hvilke afsnit de er brugt i.

'Buffy The Vampire Slayer - The Album' kan købes hos Amazon.co.uk

BuffyFan DK 20-11-00