|
Anmeldelse af "Willow & Tara" (trade paperback)
Selv om Christopher Golden har skrevet læssevis af historier om Buffy-universet, både i bøger og tegneserier, så kan han ikke undgå at de flestes interesse netop i dette tilfælde samler sig om den person, han har valgt som medforfatter til de to historier om Willow og Tara. Selv om hendes alter ego i Buffy-serien er lidt stille og genert, så lader Amber Benson til at være frygtløs, når det gælder om at stille sig selv kunstneriske udfordringer.
Som Amber Benson selv forklarer i forordet til denne trade paperback, der samler en enkelthistorie og en miniserie på tre numre til et, så havde hun ikke selv nogen forhistorie med tegneserier indtil den dag, hvor Chris Golden foreslog at de skulle arbejde sammen. Men efter et lynkursus fra en flok mandlige venner i hvad der er godt og skidt indenfor området, valgte hun at tage handsken op og vise at hun sagtens kunne klare sig i sammenligning med de andre Buffy-tegneserie forfattere.
Hendes første forsøg var "Wannablessedbe" som blev udsendt i et selvstændigt hæfte. Titlen refererer til den wicca-gruppe på UC Sunnydale, hvor Willow og Tara første gang møder hinanden. Det viser sig nu snart at der er meget lidt reel magi og meget politik i gruppen, så Willow og Tara vælger hurtigt at fortrække.
I tegneserie-udgaven er der dog en enkelt ud over Willow og Tara, som har interesse i magien. Så derfor bliver Willow og Tara opsøgt af Caitlin, som håber at kunne lære noget virkeligt hekseri. To ting står dog i vejen, dels er Willow og Tara nok lidt mere interesserede i hvad der sker mellem dem, dels er Caitlin meget direkte og frembrusende i sin måde at angribe magien på. Sidstnævnte er selvfølgeligt den sikreste opskrift på problemer, når man er i nabolaget af The Hellmouth. Så meget snart må Willow og Tara mønstre hvad de kan af magi, for at stoppe hvad den unge hekse-wannabe har sat igang.
Den anden af Amber Bensons historier foregår omkring et år senere under sjette sæson. Willow og Tara er på road-trip for at besøge en række magiske kraftcentre og hjemsøgte strande, og stillet overfor valget om at tage til Disneyland med Xander og Anya eller dette, har Dawn valgt at gøre dem selskab på rejsen.
Selve historien i "Wilderness" er ikke helt ny, sammenstød mellem
skovhuggere og miljøforkæmpere med overnaturlige toner er set tidligere
i for eksempel X-Files. Når skovhuggeri på denne måde appellerer til stærke
følelser hos folk i USA, er det nok især fordi man der ikke har den samme
tradition for skovdrift, som vi har herhjemme, hvor vi i virkeligheden
sagtens kan nå at plante træ i den takt vi forbruger det. I USA derimod
kan der nogen gange være tale om noget der mere ligner rovdrift på enestående
natur-ressourcer, som kan være både hundreder og tusinder af år gamle.
Men at placere Willow og Tara midt i denne strid, med begge ben solidt plantet i den gode og politisk korrekte miljøforkæmper-lejr, ville ikke give nogen specielt god historie. Det ville nærmere gøre dem til rene klicheer af gode moder-jord-hekse. Så den lokale natur viser sig allerede at have sin, endda meget ivrige, forkæmper i form af ånden Greenjack. Han sætter Willow og Tara i relief med sine angreb på de mennesker, der arbejder med skovhugst, for selv om de kan sympatisere med hans ønsker om at beskytte skoven, så er de nødt til også at forholde sig til hans midler, da først folk begynder at dø som følge af dem. Willow og Tara er nødt til at finde en tredje vej.
Alt i alt må man sige at Amber Benson, kyndigt hjulpet af veteranen Chris Golden, slipper godt fra at skrive de to historier. Det der trækker mest ned ved albummet er for mit vedkommende nok tegningerne. Terry Moore slipper egentlig slet ikke dårligt fra den første historie med en god blanding af realisme og brug af nogen tegneserie-virkemidler, der understreger den lette tilgang til emnet, som vi også kender fra Buffy på TV. Derimod er AJ og Klebs jr. som har stået for "Wilderness" ikke min kop te. Deres streg ligger meget op ad den manga/anime inspirerede form, som har vundet indpas i USA i de senere år, men til historien her bliver stregen lidt for simpel, næsten barnlig og stjæler måske nok derved noget af emnets seriøsitet.
'Willow & Tara' kan købes hos Amazon.co.uk
BuffyFan DK 05-05-04
|