|
Anmeldt af Kent Damgaard
    
Kan man umiddelbart forestille sig at en dansk pige engang i fortiden har været den udvalgte til at beskytte verden mod vampyrer, dæmoner og det ondes kræfter? Det er faktisk hvad forfatteren Christopher Golden gerne vil have os til at tro i sin nye bog 'Spike & Dru - Pretty Maids All in a Row'.
Ved siden af TV-serien findes der en hel industri af tegneserier, bog-udgaver af TV-afsnittene, bøger der foregår imellem TV-afsnittene og bøger der bare omhandler TV-serien. Christopher Golden er veteran indenfor Buffy-verdenen og har tidligere lavet en lang række bøger, som foregår i Buffy-universet. Ud over det har han været forfatter på Buffy tegneserien og medforfatter på de fremragende bøger om serien 'The Watchers Guide volume 1' og 'Monsters Guide'.
I 'Pretty Maids All in a Row' begiver han sig ud på lidt dybere vand, ved
at tage fat i en historie der hverken har Buffy, Willow, Xander eller resten
af "The Scooby Gang" med i historien. I stedet har han taget
fat på et af Spike og Drusillas mange eventyr før de kommer til Sunnydale.
Et arbejde han senere har fulgt op sammen med James Marsters i Spike &
Dru tegneserien.
Historien udspiller sig i 1940, og man er ikke kommet mere end lidt over 30 sider ind i historien før scenen skifter til København, d. 1. april 1940, hvor man oplever Sophie Carstensen forfølge en vampyr ned ad Vesterbrogade og ind i Tivoli. Om der er noget tilsigtet i at hovedpersonen således deler efternavn med Tivolis grundlægger melder historien ikke noget om.
Sophie har ligesom sin mere berømte efterfølger hænderne fulde med at bekæmpe vampyrer. I dette tilfælde er der tale om en flok af vampyrer, som ledes af en der i mere end en forstand har været med siden Gorm den Gamles tid.
Spike og Dru er i mellemtiden på en mission for dæmonen Skrymir, som bringer dem så meget på kant med The Watchers Council, at deres og Sophies veje nødvendigvis må krydses.
Nu ved vi jo at Spike og Dru er nødt til at slippe nogenlunde helskindede fra deres eventyr i 1940 for at dukke op i Sunnydale i slutningen af 90'erne - men vi ved også at Spike har slået to vampyrdræbere ihjel inden da. I mellemtiden har vi i femte sæson af Buffy fået hele historien, men "Pretty maids all in a row" har ikke været koordineret med forfatterne på serien, så måske slipper Sophie fra mødet med den dødelige duo - måske ikke ?

Christopher Golden |
Historien er en af Goldens mest vellykkede, måske netop fordi resten af
de sædvanlige Buffy-personer ikke medvirker. Golden har ofte svært ved
at ramme seriens hurtige replikskifter, når han ikke arbejder sammen med
kollegaen Nancy Holder, til gengæld har han en god evne til at finde på
fantastiske historier, som kommer bedre til sin ret her hvor han bevæger
sig i udkanten af seriens univers.
Som dansker kunne man selvfølgeligt godt frygte at den del af historien ville virke utroværdig, men i det store hele slipper Christopher Golden af sted med at give et troværdigt, omend måske lidt turistet og rosenrødt billede af København.
Og selv om Buffy, Willow og Xander ikke medvirker i historien, så er der flere steder referencer til de figurer vi møder i serien, Giles, Quentin Travers, og Kakistos spøger alle i periferien af historien. Alt i alt en bog der varmt kan anbefales.
'Spike & Dru - Pretty Maids All in a Row' kan købes hos Amazon.co.uk
BuffyFan DK 17-11-02
|