|
Anmeldelse af "The Monster Book" af Christopher Golden, Stephen R. Bisette og Thomas E. Sniegoski.
"The Monster Book" er en fin udgivelse - det eneste minus er,
at den kun dækker til og med 4. sæson, men eftersom den er billig, kan
den godt være et køb værd. Der er en god beskrivelse af hver enkelt monster
og handlingen i den episode de var med i. Ved størstedelen af dem er der
små anekdoter fra de forskellige forfattere, bl.a. Marti Noxon, Doug Petrie
og Jane Espenson, der fortæller hvordan de fik ideen til monsteret. Dette
er noget af det der hæver bogen over middelnivau og gør den det mere spændende
at læse. Derudover er der citater fra hvert enkelt afsnit, der fortæller
lidt om monsteret - og også en del citater som aldrig kom med i de færdige
afsnit.
Bogen er delt op i ni kapitler: Dæmoner (f.eks. Acathla, Whistler og Borgmesteren),
vampyrer (f.eks. Spike, Angel og Drusilla), magibrugere (f.eks Tara, Willow
og Giles), dyremennesker (f.eks Oz og Veruca), spøgelser, levende døde
(f.eks Adam), "bøhmænd" (f.eks Kindestod og the Gentlemen), usynlige
mennesker og Faith & det menneskelige monster, som er et kapitel der
handler om grusomheden inden i mennesker - et emne der gang på gang behandles
i Buffy som metafor. Hvert kapitel har en indledning til hvordan denne
kategori af monstre behandles i Buffy og kapitlet afrundes med en artikel,
der fortæller om monsteret i film, bøger, mytologi og tegneserier. Det
sidste sprang jeg lidt let henover, fordi det mest var en masse årstal,
og referencer til ting jeg aldrig har set eller læst, men hvis man er meget
vidende om horrorfilm og tegneserier, vil man nok genkende mange ting.
Som nogle i forumet nævnte, giver det en historisk gennemgang over hvor
monsteret har optrådt i medierne og det kan bruges som en slags "guide"
til nye ideer til bøger og film, når man har set alle afsnit af Buffy endnu
engang!
Næsten alle hovedpersoner er beskrevet i bogen, fordi de har nogle "monster"-træk,
som er defineret i bogen som et væsen der har overnaturlige evner. Egentlig
ville det have været rart hvis de lige havde snuppet de sidste hovedpersoner
med, for at gøre bogen helt fuldendt som guide til figurerne. De eneste
ikke repræsenteret er Buffy, Xander og Riley....
Der er en hel del sider med flotte farvebilleder, med billeder af de forskellige
monstre, også under sminkeprocessen, som er ret interessante at se. Hver
artikel om et monster følges af et sort/hvid billede. Personer, som f.eks.
Willows lesbiske dobbelgænger-vampyr, bliver også behandlet, hvilket gør
at værket virker meget fyldestgørende. Det kunne være rart med en opdatering
med alle syv sæsoner for lige at få det hele med. I bogen nævner Joss fx,
at han aldrig havde tænkt sig at genbruge The First!
Bogen kan både tjene som et opslagsværk over de forskellige monstre, men
man kan også læse den som jeg gjorde, som en slags opdatering om de første
3 sæsoner, som jeg ikke har haft fornøjelsen af i lang tid. Alt i alt en
god bog, som kan er købes hos Amazon.co.uk eller man kan låne den på biblioteket, via www.bibliotek.dk.
'The Monster Book' kan købes hos Amazon.co.uk
BuffyFan DK 11-01-04
|