|
Anmeldelse af Buffy: The Evil That Men Do af Nancy Holder
'The Evil That Men Do' er skrevet af Nancy Holder, som har lavet mange Buffy-bøger (deriblandt 'Immortal'). Så man kan godt sige det er en rutineret ræv og en fan, vi har med at gøre. Det skinner da også tydeligvis ind hun har styr på hvad der foregår og på det specielle sprog, som kendetegner Buffy. Historien tager sit udspring i sæson 3 og vi får gensyn med både Oz, Cordelia, Angel og Joyce.
Buffy har, endnu engang, profetiske og kryptiske drømme vedrørende en ny fjende. Samtidig er et nyt vampyrpar fra romertiden kommet til byen og har slået sig ned under Willys bar, sammen med sig har de en ordentlig håndfuld af spillelystne dæmoner. Umiddelbart efter ankomsten af de nye vampyrer går den respekterede student Brian Dellasandro amok med en pistol på Sunnydale highschool. Resultatet er op mod et dusin dræbte studenter og en uendelig masse på hospitalet, heriblandt Giles, Xander og en meget såret Willow. Samtidigt bliver Oz varevogn fundet i grøften minus en teenagevarulv.
Hele Sunnydale er ved at gå op i limningen og Buffys venner begynder at opfører sig underligt og uvenligt overfor Buffy. Willow råber af Buffy da hun ikke kan finde Oz, Giles kalder Buffy dulle og jagter hende ud af biblioteket. Xanders vrede vendes derimod ikke mod Buffy, men da en lærer beskylder ham i at snyde, overfalder han hende og bliver bortvist fra skolen. Hvad sker der med alle Buffys venner? Hvad er grunden til dette pludselige had over hele Sunnydale? Svarene ligger umiddelbart ved ankomsten af de nye vampyrer... men er der en anden grund til denne galskab, tæt hjemme på?
'The Evil That Men Do' er en udmærket bog, den er godt skrevet og har flair for Buffy sproget. Hvor den bliver interessant er når Buffy kommer på kant med især Willow, hvilket er noget som vi ellers næsten ikke ser noget til. Man ser hvor heldig Buffy er med at have så forståelige og loyale venner, noget som næsten er blevet en selvfølge gennem årene. Angels rolle her er begrænset, men han har hans egen lille niche, som der desværre ikke bliver fyldt helt ud. Henvisningerne til ældre afsnit er sjove, men desværre også meget påklistrede, dog får Nancy Holder engang imellem en enkel reference ind som er tålelig, men de fleste bliver direkte platte.
Vampyrparret er en blandet fornøjelse. Mens manden virkelig bringer noget nyt ind i historien, er kvinden i mangel af bedre ord overflødig. Man har både hørt og set alt hvad hun gør før, hendes planer er lidt naive for en som har levet så længe som hun har og måden hvorpå hun bliver klaret virker latterlig. At de havde deres store dage i oldtidens Rom under kejser Calguli viser sig på flere forskellige specielle og til tider sjove måder.
Bogen er generelt god og alle, som kender til Buffy-verset, vil blive både underholdt og forbløffet af 'The Evil That Men Do'. Selvom den har visse mangler, overskygger de gode sider de dårlige og Nancy Holder har (endnu engang) gjort et godt stykke arbejde. Det mest skræmmende ved bogen må dog være at Sarah Michelle Gellars (Buffys) kjole tydeligvis er gået i stykke, da billedet til bogen skulle tages.
'The Evil That Men Do' kan købes hos Amazon.co.uk
BuffyFan DK 16-08-04
|