Foromtale
Resumé
Kommentarer
Hentydninger til andre afsnit
Vidste du at...
Citater
|
| Episode: |
87 |
| Dansk titel: |
Lyt til frygten |
| Bedømmelse: |
  |
| Sendetidspunkt: |
Søndag 2/12 2001 kl. 15.30 |
| Seertal TV2: |
127.000 |
Skrevet af Rebecca Rand Kirshner - Instrueret af David Solomon |
|
|
| Foromtale |
| De tossede og dæmonen Joyce skal opereres om et par dage, men kan ikke længere holde ud at være
på hospitalet, så hun får lov til at tage hjem indtil da, mod at Buffy
i stedet tager sig af hende. Hun er dog ikke helt let at passe, for sygdommen
bevirker hun i korte øjeblikke rammes af anfald af sindssyge, så hun gør
eller siger underlige ting.
Mens Buffy har hænderne fulde kigger Willow og Tara på stjernerne, da himlen
med ét oplyses af en komet, der styrter til jorden udenfor byen. Da de
får set nærmere på nedstyrtningsstedet gør de en skræmmende opdagelse,
komenten var hul - den har haft noget med sig! Nogle har påkaldt en udenjordisk
dæmon, som gør det af med de tossede mennesker Glory efterlader sig overalt.
Først de indlagte på hospitalets psykiatriske afdeling, så får den øje
på Joyce og følger efter dem til deres hjem...
|
|
 |
|
| Resumé |
 Buffy og Dawn er nærmest blevet fast inventar på hospitalet, da de tilbringer
alt tiden hos deres mor. Imens tager Riley og de andre sig af patruljeringen,
selvom Willow, Xander og Giles nu er overladt til sig selv denne aften,
af en eller anden grund er Riley ikke dukket op. Efter en hård kamp og
mange knubs lykkes det dog alligevel at ordne et par vampyrer på egen hånd,
mens de undrer sig over hvor Riley bliver af. I mellemtiden et andet sted
i byen sidder Riley i et mørkt og snusket lokale, mens han lader en kvindelig
vampyr suge blod fra sin arm!
 Senere på aftenen kommer Willow forbi hospitalet med et par små gaver til
dem alle, men snart er Joyce nødt til at hvile sig lidt, så de går udenfor
på gangen. Der møder de en øjensynlig skør patient fra den psykiatriske
afdeling, han vender sig om mod Dawn og peger forundret på hende, mens
han udbryder 'der ikke er noget indeni, der er ingen data...' Dawn er bange,
men bagefter beroliger Buffy hende, hun skal ikke bekymre sig om ham, han
vrøvlede bare. På afstand har den unge læge Ben set det hele og vil lige
høre om de er ok. Han forklarer at den psykiatriske afdeling er overfyldt
for tiden, så de udskriver alle patienter med familie.
 Det er en klar nat, så Willow og Tara ligger på taget og ser på stjernerne,
da idyllen pludselig brydes af en meteor, der oplyser himlen og styrter
ned udenfor byen! Ud af meteoritten kravler et eller andet, som hurtigt
skjuler sig i et træ nær ved. Samtidig går den skøre mand fra hospitalet
forvildet rundt i nærheden indtil han passerer under træet og dæmonen springer
ned på ham! På hospitalet er Joyce urolig, lægerne har fundet ud af hun
kan blive opereret i overmorgen, men hun kan ikke længere holde ud at være
indlagt og vil hjem indtil operationen. Lægen er ikke meget for det, men
hvis Buffy er villig til at passe og pleje hende, give den medicin hun
behøver, så kan det godt lade sig gøre. Men det bliver ikke helt let for
svulsten presser på hjernen, Buffy og Dawn har allerede oplevet flere anfald
hvor deres mor er kommet med mærkelige udbrud, som om hun mister forstanden
et kort øjeblik.
 Willow og Tara har i mellemtiden fået fat i de andre og sammen er de nu
på vej til nedstyrtningsstedet. Til deres bekymring opdager de, at meteoritten
er hul, den har sikkert haft et eller andet ondskabsfuldt med til jorden.
De ser sig lidt om i nærheden, hvor Willow snart opdager et lig på jorden,
hun genkender ham hurtigt som den skøre mand fra hospitalet. Der er ingen
mærker på ham, så de kan ikke helt forstå hvad han er død af, indtil de
opdager en stinkende substans i hans mund, som har kvalt ham. Willow er
bekymret og vil allerhelst ringe efter Buffy, men hun har vigtigere ting
at give sig til, så i stedet tager de tilbage for at lave lidt research.
Riley bliver dog, han vil hellere se sig lidt omkring, men da de er gået
tager han mobilen frem og ringer efter Graham - sin gamle kammerat fra
The Initiative.
 Dæmonen har sneget sig ind på hospitalet, hvor det kravler rundt oppe under
loftet indtil den når frem til den psykiatriske afdeling, hvor den kaster
sig over de fastspændte patienter. Andetsteds på hospitalet er Joyce ved
at blive udskrevet, hvor dæmonen får øje på hende og følger efter dem,
da Buffy og Dawn følger hende hjem! Ude ved nedstyrtningsstedet står Riley
og venter, da en helikopter nærmer sig og en major og hans folk springer
ud, en af dem er Graham. Riley sætter dem ind i situationen og forklarer
at siden dæmonen kommer fra rummet, kan de sikkert spore dets stråling
med nogle geigertællere.
 Hjemme hos dem selv er Buffy og Dawn ved at hjælpe Joyce i seng, da hun
pludselig sætter sig op og stirrer forbløffet på Dawn. Hun er intet udbryder
Joyce forundret, hvad er hun og hvordan er hun kommet herind? Overrasket
og ulykkelig løber Dawn væk og ind på sit værelse, hvor Buffy hurtigt kommer
efter for at trøste hende. Dawn forklarer det ikke kun er hendes mor, men
også andre skøre folk har sagt hun er en tingest, at hun ikke er virkelig
og ikke hører til her, hvad er der galt med hende spørger hun forvirret.
Buffy forsøger at berolige hende, der er ikke noget galt med hende, hun
skal ikke lytte efter hvad andre siger.
 I mellemtiden har de andres undersøgelser båret frugt. Det er ikke første
gang sådan en dæmon er kommet til jorden, allerede i det 12. århundrede
skete det første gang. Primitive folk troede dengang månen var årsagen
til sindssyge, så de bed til månen for at sende en speciel meteor, som
skulle løse problemet med de tossede. Willow finder flere optegnelser over
epidemier af sindssyge, som passer godt sammen med tidspunkter for meteornedslag.
Men det lyder som om den skal påkaldes, hvem mon har gjort det? De ringer
til Riley med resultatet af deres undersøgelse og han kan nikke genkendende
til det med de sindssyge, for han står på hospitalet i den psykiatriske
afdeling, hvor alle patienterne er døde. Riley og soldaterne forsøger at
følge dæmonens spor, men det ender midt på parkeringspladsen, den har sneget
sig med nogle hjem - da kommer Riley i tanke om Joyce, som kort tiden forinden
er blevet udskrevet.
 Joyce ligger i sengen og opfører sig fuldstændig skørt, hun snakker højlydt
som om der er et eller andet i værelset, mens Dawn er på værelset ved siden
af og forsøger at ignorere hendes opførsel. Buffy er nedenunder og vasker
lidt op, da det endelig bliver for meget for hende, hun kan ikke længere
holde tårerne tilbage og bryder ud i gråd. Ovenpå ævler Joyce stadig løs,
men hun er ikke alene på værelset, dæmonen har sneget sig ind i huset og
hænger nu under loftet over hende. Den kaster sig ned på hende, hvor Dawn
inde ved siden af hører moderens skrig og går ind for at se hvad der er
galt. Chokeret opdager hun dæmonen, men det lykkes hende at skubbe den
væk inden der sker noget med Joyce og barrikadere sig sammen med hende
i soveværelset. Nedenunder har Buffy grædt ud, da hun hører Dawns skrig
om hjælp.
 Buffy stormer ovenpå, hvor dæmonen i stedet kaster sig over hende, så de
triller ned af trappen, inden den kravler væk og skjuler sig. Buffy henter
en kniv i køkkenet og lister rundt efter dæmon, da Spike pludselig kommer
op fra kælderen! Grebet på fersk gerning forsøger han at bortforklare,
men når ikke langt da dæmonen kaster sig over ham - overrasket får han
den skubbet væk. Buffy kæmper mod den, men har tabt kniven, som Spike i
stedet kaster til hende, så hun endegyldigt kan gøre det af med den. I
samme øjeblik stormer Riley og soldaterne ind af alle døre, men for sent,
kampen er overstået. Buffy bemærker dog dårligt Riley, i stedet løber hun
bekymret op ovenfor for at sikre sig Dawn og Joyce er i orden.
 På parkeringspladsen uden for hospitalet sætter Ben sig ind i bilen, da
der viser sig en ubuden gæst på bagsædet. Det er Dreg, Glorys hjælper,
som undrer sig over hvorfor han har påkaldt dæmonen. Bens svar er kort
og vredt, fordi han rydder op efter Glory, som han har gjort hele sit liv!
 På hospitalet er det lige før Joyce skal opereres og Buffy sidder ved hendes
side i sengen. Joyce undrer sig, på et tidspunkt var det ligesom helt klar
for hende, at Dawn ikke er hendes barn, kan det passe? Efter en kort tankepause
er Buffy nødt til at indrømme det. Men Joyce kan fornemme at hun alligevel
hører til dem, at hun er vigtig, derfor må Buffy love at passe på Dawn,
hvis der skulle ske hende noget, for Dawn føles stadig som hendes datter.
Mens tårerne presser sig på, lover Buffy det og de omfavner hinanden. Kort
tid efter står Buffy og Dawn tilbage på gangen og se efter Joyce, som køres
af sted til operationsstuen.
|
| Kommentarer |
 Nu strammer de den, der går lidt for meget X-files i det her afsnit. Det
er altså for langt ude med dæmoner fra det ydre rum, man kan jo spørge
sig selv hvad der er galt med de almindelige jordlige dæmoner, er de ikke
længere gode nok? Det andet svage afsnit i træk, igen er Joyces sygdom
udgangspunktet, men lige som sidste gang er det ikke nok til at fylde hele
afsnittet, så der bliver klistret en tynd lang-ude dæmon historie på. I
den positive afdeling har vi dog slutscenen, hvor Joyce gennemskuer at
Dawn ikke er hendes barn, men alligevel tager hende til sig som sin egen.
 Det blev allerede antydet sidste gang, men denne gang er det helt tydeligt
- Riley går med fremmede piger! Okay, han er ikke Buffy utro i den traditionelle
forstand, der findes ligesom ingen tradition for man lader en vampyrpige
suge ens blod, men alligevel. Det er heller ikke meget opmærksomhed han
får fra Buffy for tiden (helt forståeligt for øvrigt), ikke engang da han
stormer hendes hjem med en gruppe kommandosoldater, lægger hun synderligt
mærke til ham! Det er hårde odds, men han er nødt til at acceptere det,
familien kommer altid først. Soldaten kommer igen op i Riley, da han kommanderer
rundt med gruppen af soldater, han bruger sågar videnskabelige udtryk vi
normalt ikke er vant til at høre i serien, såsom baggrundsgammastøj, protein
signatur ol.
 Joyces sygdom er igen en stor del af handlingen og hendes korte udbrud af sindssyge er flot spillet, specielt da hun ligger i sengen og kigger op på dæmonen under loftet, selvom det nu er lidt ubehageligt at opleve. Flere af Joyces bemærkninger på hospitalet i starten af afsnittet, hvor hun forsøger sig med lidt 'vittige' og 'friske' kommentarer, fungerer ikke rigtigt. De virker malplaceret og kunstige i hospitalsmiljøet, stemningen er ikke til smarte bemærkninger fra hendes side af, hvis det havde været Buffys eller Dawns replikker ville det være en helt anden sag.
 Så kan Buffy ikke længere holde tårerne tilbage og de får fuldt forståeligt
frit løb under opvasken, det samme sker næsten i slutningen af afsnittet,
da hun sidder sammen med sin mor og snakker om Dawn, der presser tårerne
sig igen på. På en meget flot og naturlig måde bliver det afsløret overfor
Joyce, at hendes datter slet ikke er hendes datter alligevel. Absolut afsnittets
højdepunkt, da Buffy efter lang tavshed indrømmer at Dawn ikke er en del
af familien. Men det betyder intet for Joyce, ligesom Buffy også gjorde
da hun selv opdagede sandheden, tager Joyce straks Dawn til sig. Dawn føles
stadig som hendes datter og derfor skal de tage sig af hende, selv hvis
der skulle ske Joyce noget - det lover Buffy i den meget følelsesladede
scene. Selve afslutningen skal også fremhæves, da søstrene står side ved
side og ser deres mor blive kørt væk - billeder siger igen mere end ord.
 Det kan dårligt blive mere idyllisk, da Willow og Tara ligger og ser på
stjerner sammen, et dejligt afslappende afbræk fra en ellers alvorlig handling.
Rart der er tid til sådan et lille åndehul midt i det hele, også selvom
det ikke varer særligt længe før kometen pløjer sig gennem idyllen. For
øvrigt ret underligt de er de eneste, der leder efter den, resten af byens
befolkning kunne da heller ikke undgå at se den.
 Afslutningsvis bydes der igen på en artig overraskelse, hvad er nu lige
det med Ben? Øjensynligt ved han ret meget om Glory - han virkede ellers
lige som sådan en flink fyr...
|
| Hentydninger til andre afsnit |
Allerede i sidste afsnit 'Shadow' havde Riley gang i en kvindelig vampyr, som han lod bide sig og det fortsætter altså denne gang.
 Den skøre mand Buffy, Dawn og Willow møder på hospitalet er et af Glorys ofre. I 'No Place Like Home' sugede hun bogstaveligt forstanden ud af hovedet på ham i den forladte
lagerbygning, selv efter han havde nævnt sin kone og to døtre, som vi ser
denne gang på hospitalet. I samme afsnit blev det for øvrigt afsløret,
at Dawn ikke er et rigtigt menneske, som Joyce gennemskuer denne gang.
Willow finder liget af manden i skoven, men da de forlader stedet nævner hun overfor Giles, at hun ikke længere vil være den, der finder ligene. Hun opdagede bl.a. liget af butiksejeren i 'Real Me', den døde fyr på sengen ved siden af sig i 'Doomed' og de døde elever i 'Prophecy Girl' (12).
Riley ringer efter Graham (Bailey Chase), sin gamle kammerat fra The Initiative. Han kom også til byen i 'Out Of My Mind' for at hjælpe Riley, der havde seriøse hjerteproblemer.
Dawn fortæller Buffy, at alle folk kalder hende mærkelige ting, f.eks. en skør mand udenfor magi-forretningen, som tidligere sagde hun ikke hører til her, at hun ikke er virkelig.
Dawn tænker på en situation i 'Real Me', hvor en mand kom og sagde mærkelige ting til hende udenfor forretningen.
|
| Vidste du at... |
Willow nævner at den seneste meteor begivenhed var den russiske Tunguska
eksplosion i 1917, hvor nogle vidner hævede den var hul. Det er noget af
en tilsnigelse, begivenheden fandt i virkeligheden sted i 1908, hvor store
skovområder i det øde område bogstaveligt blev fældet af en kæmpestor eksplosion,
men man formoder kun der var tale om et meteornedslag, da man aldrig fandt
spor af en. Meget apropos har samme begivenhed også været brugt som et
vigtigt element i flere afsnit af The X-files/Strengt fortroligt.
Dawn fortæller Buffy om de alle de folk, som kalder hende mærkelige ting, men underligt nok nævner hun ikke Buffy selv, som i 'No Place Like Home' ellers påstod Dawn ikke var hendes søster. Det er dog ikke så underligt,
for faktisk var det meningen det skulle nævnes, det er i manuskriptet,
men nåede ikke med i selve afsnittet. Taget fra manuskriptet er her den
del af scenen med de manglende replikker:
Dawn: Why does everybody keep doing that? What's wrong with me?
Buffy: (reassuring) Nothing. It's not you. It's ... It's just ... I think there's
something that happens in people's brains when there's something wrong.
Like a... short circuit. And... it makes them feel like nothing's real
except them. That's all it is.
Dawn: So, what's wrong with your brain?
Buffy: My--?
Dawn: You said stuff, too. Said I-- I wasn't your sister--
Buffy: Dawn. I was... It was stupid. I was upset. About Mom. And I was tired and-- (evenly) Look... It's not you. So, if anyone says anything like that again -- including me -- don't listen. Okay? Even if it's Mom.
|
| Citater |
(På hospitalet)
Joyce: Listen you two, I know this creamed spinach is pretty delicious, but I promise, I won't be offended if you go out for some real food.
Buffy: You kidding me? This is the good life. Relaxing in bed while people bring
you food on trays.
Dawn: I like the Jello.
Joyce: Help yourself. There's something about food that moves by itself that gives me the heebie-jeebies.
Dawn: It's good and wiggly. This girl at school told me that gelatin is made
from ground-up cow's feet, and that if you eat Jello there's some cows
out limping with no feet. But I told her I'm sure they kill 'em before
they take off their feet. - Right?
Buffy: You're the one who insisted on teaching her to talk.
Willow: I just did two of 'em! Yay on me! That was pretty cool. Except the part
where I was all terrified and ... and now my knees are all dizzy.
Xander: Not so much a big success night for me. But I think I should get points
just for showing up. Unlike some Riley Finn who shall remain unnamed.
Willow: Care package! Special delivery for the Summers girls. Now, let's see what I have in this sack of mine. Oh, I feel just like Santa Claus, except thinner and younger and female and, well, Jewish.
Buffy: You got her a book on spells. The girl who can break things by just looking at them, now has a book to teach her to ... break things by looking at them?
Willow: Oh, well, it doesn't actually have spells in it. Just history, and anecdotes, stuff like that.
Willow: Oh, Buffy - I have this for you.
Buffy: Homework? Oh. I don't believe in tiny Jewish Santa any more.
Willow: And a yo-yo.
Buffy: Thank you.
(Forsøger at ringe efter en læge)
Joyce: This thing doesn't work! It isn't working!
Buffy: I'm sure they heard you.
Joyce: I bet it's not even hooked up to anything. Just like the push buttons at the crosswalk that are supposed to make the signal change.
Buffy: I'm sure someone's on - What, the push buttons aren't hooked up to anything?
(De finder den døde)
Anya: Yep, the space lamb got him.
Willow: We can't call Buffy. I wanna call Buffy!
Tara: You can't. She's got ... life stuff. That has to come first.
Willow: So, so we'll just figure this out ourselves. We're experienced.
Anya: Yes, 'cause it seems like we're always dealing with creatures from outer
space. Except that we don't ever do that.
Giles: Um, give us a call if you need help.
Riley: Believe me, something jumps out at me in the dark ... you'll hear me even without the phone.
Dawn: She hates me.
Buffy: No.
Dawn: She called me a thing.
Buffy: She loves you. Okay? She's not herself. I told you what the doctor said about the tumor.
Dawn: No, not just Mom. People. They keep saying weird stuff about me.
Buffy: Are you talking about the man in the hospital?
Dawn: He called me a thing too. And there was another one. Weird guy outside the magic shop. He said I didn't belong. He said I wasn't real. Why does everybody keep doing that? What's wrong with me?
Buffy: Nothing. It's not you. I think there's something that happens in people's brains when there's something wrong. It's, it's like a short-circuit ... and it makes them feel like nothing's real except for them. That's all it is. Look, it is not you. Okay? And if anyone says anything like that to you again, don't listen. Even if it's Mom.
Dawn: I hate it.
Buffy: I know. Just don't listen.
(På biblioteket)
Xander: I still don't get why we had to come here to get info about a killer snot monster.
Giles: Because it's a killer snot monster from outer space. - I did not say that. - Demons enter our world in all sorts of ways, this one came from above.
Xander: And the university library's astronomy section is the home of aboveness.
(I telefon med Riley)
Willow: Well, okay, but shouldn't we come help... Oooookay.
 (Mens Buffy kæmper mod dæmonen)
Joyce: It's okay, my baby. It's okay.
(Om Dawn)
Joyce: She's not ... mine, is she?
Buffy: No.
Joyce: She's ... she does belong to us, though.
Buffy: Yes, she does.
Joyce: And she's important. To the world. Precious. As precious as you are to
me. -Then we have to take care of her. Buffy, promise me. If anything happens,
if I don't come through this...
Buffy: Mom
Joyce: No, listen to me. No matter what she is, she still feels like my daughter. I have to know that you'll take care of her, that you'll keep her safe. That you'll love her like I love you.
Buffy: I promise.
Joyce: Good. Good.
|
|
