BuffyFan DK forside Reklamer på BuffyFan DK
forside | nyheder | forum | sidste afsnit | episoder | episode guide | quiz | merchandise | galleri | skuespillere | Angel | Angel guide | Firefly | Firefly guide | Tru Calling | opdateringer | kontakt
Opdateret 25-05-01

Foromtale

Resumé

Kommentarer

Hentydninger til andre afsnit

Vidste du at...

Musical soundtrack
Once More, With Feeling på CD hos Amazon.co.uk
'Once More, With Feeling' CD

In Association with Amazon.co.uk
Amazon.co.uk
Dead Man's Party


Episode: 36
Dansk titel: Dødedans
Bedømmelse:
Seertal TV2: 89.000 - Søndag 23/4 2000 kl. 14.05 (påske)

Skrevet af Marti Noxon - Instrueret af James Whitmore Jr.

Foromtale

Døde gæster til hjemkomst fest

Buffy er hjemme i Sunnydale igen... men for hvor længe? Xander/Cordelia og Willow/Oz er fuldt optaget af hinanden og skolen, hvor Snyder nægter at optage hende igen, så hun føler sig alene og udenfor.

For at løse lidt op for den trykkende stemning, arrangerer de en hjemkomst fest for Buffy. Men den udvikler sig ikke helt efter forventningerne, da de døde pludselig rejser sig fra graven og drages til Buffys hjem, som var det en magnet. Har det noget at gøre med den mystiske maske, som Joyce har haft med hjem...

 



Resumé


Efter at have pakket sine ting ud, er Buffy taget ind til byen, for at se om hun kan finde Willow og Xander. Hun overrasker og forskrækker Xander, som går alene på patrulje i en øde sidegade. Han er naturligvis glad for at se hende, men de når dårlig nok at hilsen på hinanden, før de bliver forstyret af en vampyr. Willow, Cordelia og Oz kommer hurtigt til hjælp, da de over Xanders walkie-talkie kan høre, der er noget galt. De kan dog ikke stille meget op, og ender i en bunke på asfalten, inden Buffy gør det af med vampyren.

Nu da hele flokken er genforenet, tager de hjem til Giles, for at fortælle ham den gode nyhed. Han er naturligvis glad og lettet over at se, at Buffy er tilbage igen, frisk og uskadt. De pjatter lidt med hinanden, og er alle nysgerrige efter at høre, hvad hun har lavet hele sommeren, men Buffy har ikke lyst til at tale om det. Hun foreslår, at de går ud og morer sig næste dag, men ingen af dem har rigtig tid, de har andre planer. Willow går dog modstræbende med til, at de mødes næste dag.

Buffy er stadig bortvist fra skolen, så Joyce har arrangeret et møde med Snyder, i et forsøg på at overbevise ham om, at Buffy skal optages igen. Men han er ubøjelig, det kan ikke komme på tale - de må gå med uforrettet sag. Men Joyce giver ikke så let op, hun vil gå helt til borgmesteren, hvis det er nødvendigt, en trussel Snyder dog ikke er bange for.

Senere på dagen er Buffy på vej hjem fra en shopping-tur i byen, hvor det var meningen hun skulle møde Willow - men hun dukkede ikke op. I døren møder hun Pat, en af moderens veninder fra bogklubben, som har kigget lidt efter Joyce, mens Buffy var væk. Joyce har inviteret Willow, Giles og de andre til aftensmad dagen efter, så Buffy bliver sendt ned i kælderen efter de fine tallerkener. Mens hun roder efter tallerkenerne, falder der pludselig en død og halvrådden herreløs kat ned fra reolen, der har den åbenbart ligget i et godt stykke tid. Sammen begraver de den i baghaven. Joyce har hængt en Nigersk træmaske, fra hendes galleri, op på vægen i hendes værelse, men om natten, da de begge sover, begynder dens øjne mærkværdigvis at gløde. Og I baghaven graver den døde kat sig ud af sin grav og går væk!

Næste morgen, da Joyce åbner døren for at gå ud med affald, spadserer den døde kat stille og roligt ind af døren! Giles bliver tilkaldt - han kommer med et bur og henter katten, for at undersøge den nærmere på biblioteket. Desværre kan Buffy ikke komme med og hjælp, da hun ikke har lov til at være på skolen. Inden han går, kommenterer han kort Joyces maske på vægen. På biblioteket overvejer de, hvilken slags sammenkomst de skal holde hos Buffy om aftenen. De bliver enige om en stor fest, hvor Oz's band kan komme og spille, Giles er dog lidt skeptisk.

Om aftenen gør Buffy store øjne, da Oz's band kommer slæbende med alt deres grej. Inden længe er hele huset fyldt med dansende og larmende gæster. Buffy, som ikke er særligt begejstret for festen, forsøger at komme til at snakke med Willow, men det er svært pga. musikken. Buffy fortæller Willow, at det virker som om hun forsøger at undgår hende. Men Willow forsikrer hende, at de alle er glade for at have hende hjemme igen, inden hun skynder sig tilbage for høre Oz spille. Buffy virker dog ikke overbevist. Hun overhører en samtale i køkkenet, hvor Joyce fortæller Pat, at hun troede alt ville blive bedre, når bare Buffy var hjemme igen, men på en måde er det faktisk værre. Trist til mode går Buffy ovenpå, og begynder at pakke sine ting, hun føler sig til udenfor og til besvær.

I mellemtiden gløder maskens øjne konstant nu, og døde fra kirkegården og sygehuset rejser sig og bevæger sig som zombier mod Buffys hjem, nærmest trukket af en usynligt kraft. På biblioteket finder Giles noget foruroligende om Joyces maske i en af hans bøger, men kan ikke ringe dem op, pga. festen. I stedet kører han ud til dem.

Willow kommer op på Buffy værelse, og bliver rystet og vred, da hun opdager at Buffy er ved at pakke. Buffy fortæller, at det er det bedste hun rejser, de klarer sig fint uden hende. Men Willow forklarer, at hun mangler hende, der sker sig meget i hendes liv for øjeblikket. Hun har en fast ven, hun studerer hekseri og jager vampyrer, men hun havde ingen at snakke med det om - for Buffy er hendes bedste veninde. I det samme kommer Joyce ind på værelset, og bliver vred da hun opdager hvad Buffy er ved at gøre. Buffy er forvirret og gider ikke at høre på mere, og skynder sig derfor nedenunder, hvor skænderiet dog fortsætter mellem alle gæsterne, nu også med Xander og Cordelia som deltager. De bebrejder hende, at hun bare løb væk, uden at forsøge at snakke med dem først - bare efterlade dem dybt bekymret for hende. Hun ved hun har opført sig dumt, men de har ingen anelse om, hvordan hun havde det, undskylder Buffy sig med, hun var nødt til at få styr på det alene. Joyce sagde selv, at hun aldrig kunne komme tilbage, hvis hun forlod huset for at stoppe Angel, og Xander kunne hun ikke snakke med, han havde gjort det helt klart, hvad han synes om Angel...

Skænderiet er på sit højdepunkt, da det pludselig vælter ind med zombier gennem alle døre og vinduer, nu får de i stedet travlt med sammen at forsvare sig mod de døde. Men overmagten er for stor, og de flygter ovenpå ind på Joyces værelse. På vejen finde de Pat liggende livløs på gulvet og slæber hende med ind på værelset, kun for at konstatere at hun er død. Alle forsøger at holde døren lukket, så zombierne ikke kan komme ind og opdager derfor ikke, at den døde Pat rejser sig og går efter masken med de glødende øjne.

Giles er i mellemtiden nået frem, og kan fortælle hvad han ved om masken, som alle zombierne er efter. Den har en zombie-dæmons kræfter, kaldet Ovu Mobani - Onde Øje. Hvis en af zombierne får masken på, bliver den en inkarnation af dæmonen. Pat har nu fået fat i masken og tager den på, masken 'gror' fast til hendes ansigt, hendes øjne lyser og de andre zombier flygter i skræk! Hun kigger på Willow, mens hendes øjne lyser kraftigt op, hvad får Willow til at stivne. Men inden dæmonen/Pat når at gøre noget, kaster Buffy sig over den og de ryger ud gennem vinduet og triller af udhænget ned i haven. Buffy forsøget at undgå at se dæmonen i øjnene, mens de kæmper i haven. Buffy får fat i en skovl, og stikker den i øjnene på den, da Oz et kort øjeblik afleder dæmonens opmærksomhed. Dæmonens kræfter sidder i øjnene, og den opløses nu i et kraftigt lysglimt, det samme sker for de andre zombier. Joyce er efterfølgende glad for at Buffy er uskadt og Buffy og Willow omfavner hinanden - venner igen. Skænderiet er glemt, når det virkeligt gælder, er de det perfekte team.  
 
Joyce: "Hvad gør vi, hvis de kommer ind?"
Xander: "På en måde tror jeg vi dør!"
 


 
"Når uhyggelige ting bliver skæmt - ikke godt..."

Xander

 

Næste dag opsøger Giles Snyder på hans kontor, og kommer med nogle slet skjulte trusler, at han kan gøre Snyders job meget vanskeligt for ham, hvis han ikke optager Buffy på skolen igen. På en cafe sidder Buffy og Willow og hygger sig sammen, snakker om hvad Willow har lavet i løbet af sommeren, som de bedste veninder de er.


Kommentarer

Dette afsnit fortsætter lidt i samme spor som det foregående, med en meget trist og intens stemning. Der fokuseres meget på Buffys problemer, at hun føler sig udenfor, til besvær og hvordan hun, hendes mor og vennerne skal forholde sig over for hinanden. Men det trækkes for langt, og ender med at blive lidt kedeligt og ubehageligt, måske fordi humoren og de sjove kommentarer ikke fylder særligt meget. Specielt det store skænderi til sidst er meget intens, med nogle gode øjeblikke, men bliver lidt for langtrukken. Historien med masken og zombierne virker som fyld, for at få lidt action i afsnittet.

Slutningen er typisk amerikansk, først er de uvenner, men til sidst er alt tilgivet og glemt, og de er de bedste venner igen. Det er selvfølgelig rart at se, at når det virkeligt glæder, glemmer de alle deres uoverensstemmelser og arbejder sammen som et team, men alligevel... Buffys opførsel er lidt egoistisk, hun glemmer at tænke på, at hun ikke er den eneste der har lidt, mens hun var væk. De øvrige er dog ikke meget bedre, det er ikke særligt rart, at de alle vender sig mod hende, de er trods alt stadig venner.

En af de bedste øjeblikke er den, desværre meget korte scene, hvor Xander ser at Buffy er kommet tilbage, lige inden de bliver forstyret af vampyren. Den glæder han viser, er dejlig at se. Giles til gengæld, viser sin glæde over Buffy hjemkomst på en meget 'maskulin' måde, nemlig da han er alene ud i køkkenet, desværre er Anthony Stewart Head ikke specielt god til den slags scener. Scenen, hvor Buffy sidder og venter på Willow inde i byen, viser flot hvor alene og udenfor hun er, vennerne har travlt med deres eget liv.

Det minder lidt om en Michael Jackson video, de par gange hvor zombierne kommer gående, man forventer nærmest de begynder at danse. En fiks lille detalje er scenen på sygehuset, hvor den forbrændte mand genopstår. I skærmens refleksion kan man svagt se, hvordan han slår lægerne og sygeplejeskerne i stuen ned, da han kæmper sig ud.

Hvad siger Joyce egentligt til, at hele huset pludselig er fyldt med gæster, som andre har inviteret, i stedet for den lille komsammen, som var planlagt?


Hentydninger til andre afsnit

Buffy er ikke længere tiltalt for mord, får vi at vide i starten. Det er selvfølgelig mordet på Kendra i afsnit
33 - 'Becoming - part 1' der tænkes på.

Billedet, som Buffy finder i kælderen, da hun leder efter de fine tallerkener, er fra samme billedserie som et billede der blev brugt i afsnit 16 - 'Inca Mummy Girl' og 18 - 'Halloween'.

Da de arrangerer festen for Buffy, fortæller Cordelia, at hun sørger for dippen. Det er åbenbart en af hendes specialiteter (og tilpas simpel), for det samme gør hun til Buffys fødselsdagsfest i afsnit 25 - 'Surprise'.

Forsangeren i Oz's band, Devon (spillet af Jason Hall), er selvfølgelig med hver gang bandet spiller i et afsnit. Bl.a i afsnit 28 - 'Bewitched Bothered and Bewildered'.

At Giles med lethed kan finde ud af at starte sin bil uden nøgle, må stamme fra hans ungdom, hvor han var kendt som 'Ripper' . Hans unge år, hvor han gjorde oprør mod autoriteterne, hører vi om i afsnit 20 - 'The Dark Age'. Det må også være hans fortid der viser sig, da han til sidst forsøger at true Snyder til at genoptage Buffy på skolen igen.

Willow nævner at hendes kæreste, Oz, er en varulv, da hun fortæller Buffy om hendes egne problemer. Det blev han i afsnit 27 - 'Phases'.

Under det store skænderi hjemme hos Buffy, spørger Buffy en tilfældig gæst, om han ikke også har noget mod hende. Det er Jonathan (Danny Strong) der bliver spurgt. Han har flere gange tidligere haft den lille rolle som Jonathan, bl.a i afsnit 29 - 'Passion' og 32 - 'Go Fish'. I samme skænderi er der naturligvis også hentydninger til nogle af de ting der skete i afsnit 34 - 'Becoming - part 2'.


Vidste du at...

Den musik Oz's band 'Dingoes Ate My Baby' spiller til festen, er som altid skrevet og fremført af 'Four Star Mary'. De spiller tre melodier: 'Never Mind', 'Sway' og 'Pain'. 'Pain' er med på soundtracket til serien, og er for øvrigt tidligere brugt i afsnit
28 - 'Bewitched Bothered and Bewildered'.



 
  "Buffy the Vampire Slayer" TM and © Twentieth Century Fox and its related entities. All rights reserved. Any reproduction, duplication or distribution of these materials in any form is expressly prohibited.
This web site, its operators and any content on this site relating to "Buffy the Vampire Slayer" are not authorized by Fox.

Visit the official Buffy the Vampire Slayer Site